Soldaten

Jeg har set ham før. Manden med det mørke halvlange hår og poloshirten der sidder stramt over hans muskuløse overkrop. Nu er han her igen. Jeg kan dufte ham allerede inden jeg ser ham, og mit hjerte begynder at banke så hårdt, at jeg er ved at miste balancen på mine alt for høje hæle. En lille tot af mit store mørke krøllede hår sidder fast i min mundvig, da jeg kigger op og møder hans blik.
Han famler i lommen efter noget. Lommen i de løse sweatpants, der ikke afslører det mindste tegn på hvor veludrustet han er.
Jeg tænker på, om jeg nåede i bad i morges. Dusken fik pludselig et slags klaustrofobisk anfald og hoppede ud af buret og tog et hovedspring en halv meter ned fra skamlen, hvor buret stod. Dusken er min hamster. Jeg hader den, men overtog den ufrivilligt af en allergisk veninde, som fortalte at den kun ville blive et år. Nu er den næsten to and still going strong. Selv efter hovedspring, fra hvad der for en hamster må føles som et spring fra 10 meter vippen, var den overraskende frisk.
Men nåede jeg i bad efter hamsterstunt? Nej.
Og nu står han her foran mig, og kigger ind i mine brune øjne.
Han kører sit kort igennem maskinen uden at tage blikket fra mig. Vi har endnu ikke sagt noget til hinanden, men hans blik siger alt. Jeg ænser intet andet end ham. Ikke lægen der kommer ud af klinikværelset. Ikke patienten i kørestolen, der er på vej hen mod os. Ikke telefonen der ringer bag disken. Kun ham.
Han dufter ren. Mit skridt dunker.

Jeg døber ham Soldaten.
At han kommer til at blive en stor del af mit liv, ved jeg på daværende tidspunkt ikke. Det er 7 år siden nu.

Aldrig har jeg fortalt nogen om ham, så lad det blive imellem dig og mig.

-Dagdrømmeren