Den dag på badeværelsesgulvet…

Det er nok svært helt at forstå. At forstå hvad der kan drive én så langt ud. Helt der ud hvor man svæver imellem to verdener. Den verden de fleste befinder sig i og som er præget af latter, kærlighed og en dagsorden. Og så den verden, hvor stilheden…intetheden…og det følelseskolde fylder alt. Den verden hvor sekund-viseren tikker langsommere end nogensinde. Lyder højere end nogensinde.

Når man befinder sig lige dér, hvor man ikke helt ved, om man faktisk foretrækker den ene verden frem for den anden. Og hvor man faktisk måske føler den mørke side mere tiltrækkende end den anden.

Hvad driver én helt der ud? Helt der ud hvor man ligger dér på badeværelsesgulvet. Bare ligger. Bare er. Bare mærker sin krop modvilligt trække vejret og tænker: Hvad hvis det bare stoppede? Hvad hvis jeg bare kunne komme helt hen på den anden side, hvor jeg ikke kan føle. Ikke kan mærke. Ikke skal tage stilling til alle de ting? Hvor min krop ikke skal kvæles af ulidelige følelser og tanker. Hvad hvis jeg egentlig bare helst ville forsvinde?

Den dag på badeværelsesgulvet, kunne jeg høre folks latter og glæde…men ikke selv føle den.

Den dag på badeværelsesgulvet, var der noget der fortalte mig, at det hele nok skulle blive godt…men jeg var bange for, at det var en løgn og næsten villig til, ikke at give det en chance.

Den dag på badeværelsesgulvet ramte mørket mig…og virkede som den eneste ven jeg kunne stole på.

Den dag på badeværelsesgulvet tænkte jeg, om nogen mon overhovedet ville lægge mærke til, at jeg forsvandt?

Jeg rejste mig fra det badeværelsesgulv.

–Isdronningen