Når det swinger

Jeg er lykkeligt gift. Har været det i 10 år.

Det er usædvanligt, siger de, at man aldrig skændes. Men det gør vi ikke. Jeg har prøvet. Det preller af på ham, når jeg hidser mig op. Han kender mig for godt, han gør, og han ved, at det ikke handler om ham, når jeg skælder ud. Han har forstået, at jeg gør det, fordi jeg er træt, stresset, frustreret. Og det passer. Han er fandeme dejlig. Ikke så meget, når han prutter og spytter. Heller ikke når han er så fandens mande-agtig og prøver at løse mine problemer for mig, når jeg brokker mig over noget, i stedet for bare at give mig et kram. Heller ikke når han ikke vil skændes, når jeg ikke kan rumme mine følelser og angriber ham.

Han nægter at puste til ilden. Han kvæler den ihjel med sin passivitet. Så jeg er holdt op med at skælde ud.

Jeg er så heldig, siger de. Tænk sig, så langt et ægteskab, hvor man stort set aldrig skændes. Og jeg kan godt forstå dem, jeg kan, for jeg har været i turbulente forhold før, hvor ups’ene var tårnhøje og downs’ene så dybe, at man nærmest ikke kunne magte at komme op igen. Hold op, hvor er det dejligt med ro og forståelse.

Og jeg elsker ham. Det gør jeg virkelig.

Men jeg har en nagende fornemmelse af, at jeg en dag kommer til at fucke det her op. Det bedste, der nogensinde er hændt mig.

Fordi jeg keder mig.

– Swingeren –

Følg med på INSTAGRAM, FACEBOOK, BLOGLOVIN’