Min egen mor kunne ikke kende mig

Jeg tror at én af årsagerne til, at jeg endte lige der på badeværelsesgulvet var, at bardommen nok ikke lige var helt efter bogen. Min mor var den meget pæne type. Med glinsende støvler, rød læbestift og pels frakke. Altid perfekt eyeliner. Og hun var egentlig også ret så perfekt…lige indtil hun ikke var det mere.

Det kunne skifte fra den ene dag til den anden. Den perfekte mor der elskede mig til skyerne, passede sit arbejde, var utrolig vellidt blandt sine veninder og kollegaer og altid havde maden parat klokken 18, blev pludselig tiltrukket af flaskens bølgen, væskens rus og muligheden for flugt.

Flugten fra hvad?

Jeg har aldrig rigtig forstået det. Hvad det var hun flygtede fra… Men det gjorde hun! Og hun tog ikke mig med. Mig der blot var en lille pige, der gerne ville holdes om. Gerne ville elskes. Gerne ville være lige som alle de andre piger fra klassen. Med ædruelige mødre.

Jeg vidste det hurtigt. Kunne fornemme det…Nu var hun fuld igen. Og ikke bare lige en én-dags rus. Nej…det var en rus der varede i lange tider. Flere måneder. En konstant rus. Hun var vel det man kunne kalde en kvartals-alkoholiker. Jeg husker at hendes øjne hang. De var kun halvt åbne, alt imens hun forsøgte at skjule over for mig, at hun var fuld. Hun var “den slags” alkoholiker. Den slags der for alt i verden, ville skjule over for alle, at hun var fuld. Og ikke indrømmede det.

En del af mig kunne godt lide den leg. Men jeg var også kun lille. Ikke engang teenager. Jeg ville gerne lege den leg, hun gerne ville lege. Mor og barn. Den leg hvor vi legede, at hun elskede mig betingelsesløst og ville gøre alt for mig. Men legen var ikke så god, når hun faldt i stuen, alt imens hun bar vores aftensmad ind på bordet. Og når hun ikke rejste sig igen, fordi hun var for fuld. Eller når politiet kom hjem med hende, blot for at efterlade hende i min varetægt. I en lille piges varetægt. Eller når jeg fandt ølflasker i min sengeskuffe. Eller når hun gik forbi mig på gaden, kiggede på mig, men ikke kunne genkende mig. Fordi hun var for fuld. Måske hun ville kunne genkende mig senere, når hun kom hjem? Eller når jeg legede “gemmeleg” med mig selv og legen gik ud på, at finde det alkohol der var gemt i lejligheden, så jeg kunne hælde det ud og fylde det op med vand i stedet.

Jeg vil aldrig finde ud af, hvad hun flygtede fra. Eller hvorfor hun gjorde. Men jeg ved, at jeg altid – selvom jeg nu er voksen – vil være bange for, at jeg var én af årsagerne. Og at jeg altid vil have den sorg i mit hjerte;

At jeg ikke fik lov til, at være det barn, jeg bør have fået lov til at være.

-Isdronningen